Dagplejen Musik & Leg

Velkommen til Dagplejen Musik & Leg – som udover leg og ude oplevelser, har fokus på musikaktiviteter.

Vi hedder Lise og Michael, og passer børn i alderen 0-3 år, og er godkendt som privat dagpleje af Aarhus Kommune under frit valg-ordningen. Vi er godkendte til at passe op til 8 børn tilsammen i vores fælles hjem.

Vi bor i Holme/Højbjerg i vores dejlige hus, og hvor de benyttede lokaler fremstår lyse og pæne, og hvor der er gulvvarme og ventilationsanlæg. Dagplejen er i et “ikke ryger-hjem”.

IMG_7060Til vores hus hører en dejlig, stor og lukket have, hvor børnene har deres egen del af haven med sandkasse, legeredskaber mv. I haven har vi frugttræer og frugtbuske, som børnene har meget glæde af. Ligeledes dyrker vi forskellige grøntsager, som børnene kan være med til at passe og smage på.

Da vi begge går meget op i musik, vil dagligdagen i dagplejen være præget af musik og sanglege. Der vil bl.a. blive spillet guitar/klaver og sunget sange og sanglege hver dag, og der vil indimellem blive inddraget rytmeinstrumenter og trommer. (Læs mere under Dagligdagen -> Musik i dagplejen.)

Der vil også blive sat fokus på at børnene får mange gode udendørsoplevelser, da vi mener det er vigtigt for børn at komme ud hver dag. Det kan være i haven, legepladsen eller på ture ud af huset. Dagplejen Musik og legI området omkring dagplejen, er der mange grønne områder, legepladser og stisystemer. I nær området er der heste og æsler man kan klappe, og vi er tit forbi og fodre ænder. Dagplejen har en ladcykel som vi flittigt benytter, så vi nemt og hurtigt kan komme omkring.