Præsentation & værdier

Lise:
Jeg hedder Lise og er 32 år. Jeg er uddannet pædagog i 2012 fra JYDSK pædagogseminarium i Aarhus.
Jeg elsker at være sammen med børn i denne alder og synes de er helt fantastiske. Som person er jeg meget omsorgsfuld, og nyder at indgå i nære relationer med børn. Jeg kan lide at kravle rundt på gulvet og fjolle på børnenes præmisser. Forinden min uddannelse som pædagog, har jeg arbejdet som social- og sundhedsassistent.
Jeg har beskæftiget mig med musik fra jeg var ganske lille, herunder sang, kor, rytmik og spillet forskellige instrumenter, og finder i dag stor glæde ved at spille musik, synge og lytte til musik. I min fritid synger jeg i et gospel kor.
Jeg har førstehjælpskursus og har modtaget særlig undervisning i førstehjælp til små børn.

Michael:
Jeg hedder Michael og er ligeså 32 år. Jeg har spillet musik hele mit liv, herunder trommer, guitar og sang, og har tidligere undervist børn i musik. Så jeg har et stort engagement indenfor formidling af musik til børn, så dette bidrager jeg i særdeleshed med i vores private pasningsordning. Jeg er meget omsorgsfuld overfor børn, og synes det er sjovt at finde på sjove lege sammen med børnene som kan være med til at styrke de motoriske færdigheder.
I min fritid spiller jeg i et partyband, hvor jeg ofte er ude at optræde. Herudover kan man beskrive mig som en handyman som har gang i mange hus- og have projekter.

Vi har sammen to børn. Leonora (født april 2014) og Sebastian (født februar 2018.)

Vores fælles værdier
Vi går begge meget op i musik og sang, og dette vil dagligdagen også bære præg af. Dette er både med guitar, klaver, sang, fagtesange, sanglege, trommer, rytmeinstrumenter og lytte til musik som vi kan danse og fjolle til. (Læs mere under Dagligdagen -> Musik i dagplejen.)

Det er vigtig for os at give børnene en tryg og god hverdag i vores hjem, hvor hvert barn bliver set og hørt. Vi lægger vægt på at styrke børnens selvværd, hvor både de bliver bekræftet i at de er gode og dygtige til forskellige ting, men især i at de er dejlige som den person de er. Dette skal være med til at styrke deres evne til at tro på sig selv og indgå i sociale sammenhænge livet igennem.
Vi er opmærksomme på at se børnenes ressourcer og at børnenes selvstændighed udvikles. Vi vil ligeledes arbejde med børnenes sprog udvikling gennem musik, sang, børnebøger, højtlæsning mm.

Vi arbejder desuden med de 6 læreplanstemaer. Herunder: – Alsidig personlig udvikling, – Kommunikation og sprog, – Krop, sanser og bevægelse, – Kultur, æstetik og fællesskab, – Natur, udeliv og science, – Social udvikling

IMG_7038    IMG_7157